Prisbelønnet bibliotek med enestående levetid

Bæredygtighed er ofte tænkt ind i moderne byggerier. Men en levetid på minimum 400 år er sjældent set. 

Det er dog tilfældet med et imponerende bibliotek i England, som i 2022 blev belønnet med Storbritanniens mest prestigefyldte arkitekturpris for den bedste, nye bygning. 

Prisen Stirling Prize fra Royal Institute of British Architects (RIBA) tildeles den bygning, der det seneste år har bidraget mest til at udvikle arkitekturen i Storbritannien. Og der er virkelig tale om en inspirerende arkitektbedrift – ført ud i livet med bl.a. zink fra VMZINC. 

En arkitekturperle til nuværende og fremtidige studerende.


Nyt bibliotek til en gammel læreanstalt

Magdalene College er et af de mindste universiteter i Cambridge og er kendt for at huse biblioteket Pepys Library. Bygningen blev grundlagt tilbage i 1700-tallet og besidder en imponerende samling af sjældne bøger og manuskripter – men også trange rum.

Universitetet ønskede derfor en ny bibliotekstilbygning, der modsvarer de studerendes behov for at tilegne sig viden – i behagelige og inspirerende omgivelser. 

Den opgave påtog og løste det visionære arkitektteam hos Níall McLaughlin Architects med bravur – ved at indtænke og kombinere den historiske arv med topmoderne, bæredygtige byggeløsninger. 


Traditionsbunden og helt sin egen

Det nye bibliotek har fået et unikt udtryk uden at virke malplaceret i forhold til de omkringliggende, ældre bygninger.  

Murstensfacader og skråtage dominerer det udvendige af biblioteket – som hos mange af de andre universitetsbygninger i Cambridge. Biblioteket henter desuden stilistiske elementer fra Pepys Library. Det ses f.eks. i facadestenenes fine farvespil. 

Kombinationen af murstensfacader, store dør- og vindueslister i egetræ samt banebrydende tagformer adskiller dog det nye bibliotek fra sine forgængere. 

Derudover er den modulære struktur med zinktage og murstensskorstene et enestående, men tilbagevendende og samlende element for bygningen.


Murstenenes farveskema er inspireret af de andre bygninger tilknyttet Magdalene College. 


Funktion, komfort og bæredygtighed i fokus

Arkitektteamet fokuserede på at få brugernes komfort til at gå hånd i hånd med bæredygtighed. Både i byggefasen og til dagligt, da biblioteket holder åbent hele døgnet.

For at minimere energiforbruget er der lagt vægt på isolering af bygningen, naturlig belysning og effektiv ventilation. 

I bygningen er der installeret et enkel, men meget effektiv, passiv ventilation. Frisk luft tilføres gennem åbninger i facaden, mens varm, gammel luft fjernes gennem ventilationsskorstene og åbninger i taget. Åbningerne i taget og skorstenene styres automatisk af varme- og CO2-sensorer for at undgå overdreven ventilation, når bygningen er opvarmet. 

Den valgte trækonstruktion er med til at reducere det samlede energiforbrug i byggeriet.

Den imponerende modulære opbygning bliver særlig tydelig, når man ser den fra oven.

Naturlig belysning uden at blænde 

Taglandskabet er opdelt i tolv individuelle, kvadratiske tage – dækket af VMZINC QUARTZ-ZINC

Hvert tag har fire tagrygge, der giver plads til fire vinduer i gavlen, hvor lyset kan strømme ind. 

Den gennemtænkte konstruktion forhindrer blænding fra direkte lys, der kommer ind i læseområderne – og gør det til en behagelig, lys og rolig oplevelse for brugerne at opholde sig og lære i. 


Der kommer behageligt dagslys ind i biblioteket ved hjælp af den gennemtænkte tagkonstruktion med vinduer i gavlen.


En oase til læring

Når man træder ind i bygningen, møder man et avanceret og smukt mønster af mursten- og egetræsoverflader, der danner rammen om et væld af læse- og arbejdsrum samt naturligvis træhylder til bibliotekets utallige bøger. 

Centrale steder på biblioteket kan man kigge over tre etager – helt op til tagspidserne. Disse store værelser deler plads med mange mindre værelser fordelt på flere etager. 

De studerende finder her både arbejdspladser, hvor de kan arbejde alene og så afskærmet som muligt, samt arbejdsstationer til grupper.

 


Hvert af de tolv individuelle tage har fire tagrygge beklædt med forpatineret zink.


Gennemtænkt aldringsproces

En forventet levetid på 400 år giver byggematerialerne masser af tid til at ældes med ynde. 

Murstenene vil over tid blive mørkere, mens vinduesrammerne af egetræ vil forvitre til en sølvgrå farve i samme nuance som de smukke, forpatinerede zinktage. 

Således er det tænkt ind, at det nye bibliotek i årenes løb vil ligne mere og mere de omkringliggende bygninger.


Egetræet vil forvitre til en sølvfarvet nuance og dermed nærme sig zinktagets farve over tid.